B. Seelhorst
Jeg vil ikke kalde mig selv for kunstner. Derimod laver jeg små håndværker i form af mindre acrylmalerier. Min inspiration tager udgangspunkt i meget af det affald, man til daglig finder rundt omkring på gader og veje m.v. Det gennemgående tema for mine billeder under fællestitlen "Canny Paintings" er således trafikramte, overkørte metaldåser i glade farver, hvilket sikkert lyder helt skørt. Med disse små håndværker har jeg dog forsøgt at vende min store irritation og frustration til noget positivt ved at genbruge bare en meget lille brøkdel af mine mange fund til nogle sjove og anderledes billeder, men døm selv. Øvrige materialer, jeg bl.a. anvender, er laklim, gavebånd, silkebånd, stof m.m. Fællestitlen for mine billeder er mangetydig. F.eks. kan ordet "can" betyde dåse eller metaldåse, mens ordet "canny" kan fortolkes som anderledes, akavet, aparte, beregnende, mærkelig, underlig, noget for sig, skør, skæv, snu, snedig osv. Som tidligere nævnt, er dette mit forsøg på - på den gode og humoristiske måde - at bidrage til et renere og pænere miljø for os alle at skulle færdes i til hverdag.