Anne Hoffmann

Farvens kraft / Farvens egen klang Ligesom tonalitet inden for musikken betegner det forhold, at forskellige intervaller mellem toner får musikken til at trække sig sammen eller udvide sig, så er Anne Hoffmanns malerier eksperimenter med farvens tonalitet. Det, som kendetegner hendes måde at arbejde på, er, at hun har modet til at vælge fra. Kun én farve vælger hun ud og undersøger ved at placere lodrette farvesøjler ved siden af hinanden i bånd med forskellige intervaller og grader af farveintensitet. I fravalget begrænser hun sine virkemidler, og dermed står det, der er tilbage, mere tydeligt og nøgent frem. Hoffmanns undersøgelser retter sig ud i det fysiske rum - mod lyset og betragteren. Først når alle tre komponenter er til stede (farveflader, lys og betragter) kan eksperimentet fuldføres. Lærredet med de graduerede flader af spektralfarve er det eneste element i forsøget, hvor Hoffmann har kontrol. Hun kan beregne sin metode videnskabeligt ned til den mindste detalje. Hvor store mængder af hvid, sort eller primærfarverne rød, gul og blå skal der tilsættes for at opnå den ønskede virkning i billedet? Hvor store skal felterne være? Det andet element, dagslyset, kommer af sig selv. Ligesom blomsternes kronblade, udvider billedrummet sig om dagen og trækker sig sammen igen, når det bliver aften. Det tredje element i eksperimentet er den person, der står foran billedet. Den optiske effekt som bliver til i billedet, når farvetonaliteten folder sig ud til et tredimensionelt rum, opleves ikke bare visuelt – den sanser man fysisk med kroppen. Som i Phthalo Blue Object II, hvor betragteren fastnagles nærmest magnetisk til det mørkeste farvebånd, der samtidigt fungerer som forsvindingspunkt i billedet. Selvom disse farvevirkninger har været udnyttet virtuost i malerkunsten siden renæssancen, så er det først da de amerikanske minimalister i 1960erne med inspiration fra Bauhausskolens form- og farveeksperiementer, uddriver illusionismen fra maleriet, at en af de vigtigste indsigter om maleriet bliver formuleret. Det er Donald Judd, der skriver, at hvis man fjerner illusionismen, og alt det et maleri kan henvise til uden for sig selv, så opnår man rene former, der fremstår mere intense, klare og kraftfulde (Judd, Arts Yearbook 8, 1965). Hoffmann genbruger arven fra Bauhaus og viser hvordan eksperimenterne i starten af 1900-tallet har forbindelser til 1960ernes genfortolkninger af maleriet. Hun kombinerer de poetiske varianter af minimalismen hos Agnes Martin med en stærk fysikalitet, som man ser hos Dan Flavin og Barnett Newman. Modsat minimalisterne opfatter hun ikke en konkret tilgang til maleriet som uforeneligt med optiske effekter. Og det er netop denne udogmatiske tilgang, der gør hende i stand til at skabe et nyt maleri. Dermed er Hoffmanns arbejde et på én gang usædvanligt og vigtigt bidrag til dansk samtidsmaleri. Tekst Af: Signe Meisner Christensen PhD, Mag. Art Independent Curator Art critic and writer at www.kunsten.nu External Lecturer Aarhus University Department of Aesthetics and Communication, Art History